08.09.2017

De nominerede til New Talent Grand PIX er…

Hvert år hylder vi nye debuterende filmskabere med prisen ‘New Talent Grand PIX’ – og i år er ingen undtagelse! Puljen består af årets bedste debutfilm, af årets 11 mest lysende talenter. Men kun én af dem vinder! Her løfter vi sløret for de nominerede.

‘New Talent Grand PIX’ er helliget debuterende spillefilminstruktører med mod, attitude og visioner. Det er talenter, vi glæder os til at se mere fra og som vi ønsker at hjælpe på vej med deres næste projekt. I år består feltet af hele syv kvinder og fire mænd. 

Hlynur Pálmason (IS), ‘Vinterbrødre’

‘Vinterbrødre’ vækker helt ud i sin titel sælsomme billeder. Islandske Pálmason har med sin danske spillefilmdebut skabt en film uden for tid og sted. Den udspiller sig på et kalkværk, hvor støvet farver alt gråt, hvor omverdenen ikke trænger ind, og hvor nat og dag synes at smelte sammen. For os, som for brødrene Emil (Elliot Crosset Hove) og Johan (Simon Sears), der bor, arbejder og lever sammen i dette støvede helvede. Pálmason tænker lige så meget i billeder og lyd som i plot. Fortællingen er æterisk som en drøm og samtidig særdeles fysisk. Beskidt og nøgen, som brødrene er det i et uforglemmeligt slagsmål. ‘Vinterbrødre’ er hævet over elementerne. Hverken varm eller kold, god eller ond. Men dirrende nærværende, vild og uafrystelig. Dansk film har higet efter et værk som dette.

‘Vinterbrødre’ kan opleves til følgende visninger:

Torsdag den 5. oktober kl. 21:30 i Grand Teatret. Køb billet her
Søndag den 8. oktober kl. 15:00 i Empire Bio. Køb billet her
Tirsdag den 10. oktober kl. 19:15 i Cinemateket. Køb billet her 

Se trailer her

Carla Simón (ES), ‘Sommeren 93’

‘Sommeren 93’ vandt debutprisen på Berlinalen tidligere på året og har siden begejstret på et hav af festivaler med sin afdæmpede og knivskarpe skildring af en 6-årig piges kamp med livet. Frida har mistet først sin far og nu sin mor og flyttes derfor fra Barcelona til en onkel og tante ude på landet. Deres empati er næsten grænseløs, men Frida har en afmægtig sorg og smerte i sin lille krop. Et uformuleret råb om hjælp og kontakt, som får destruktivt udtryk, og ikke alene slider på dem alle, men måske også truer parrets egen 3-årige datter. Carla Simón instruerer med ømhedens skalpel og skildrer gribende usentimentalt en sammenbragt familie, der forsøger at nå ind til kernen. Resultatet er en intim, eftertænksom og ultimativt varm film, der ikke vil efterlade en eneste forælder uberørt.

‘Sommeren 93’ kan opleves til følgende visninger:

Tirsdag den 3. oktober kl. 19:00 i Dagmar Teatret. Køb billet her
Tirsdag den 10. oktober kl. 19:00 i Grand Teatret. Køb billet her

Se trailer her

Janicza Bravo (US), ‘Lemon’

‘Lemon’ er en bizar komedie, fuld af tåkrummende pinligheder. Den har en provokerende usympatisk hovedperson i den 40-årige over-neurotiske, småperverse og helt igennem uduelige teaterinstruktør Isaac, der er så forblændet af sig selv, at hans blinde kæreste ikke kan holde ud at se på det længere. Hun skrider, men vi bliver hængende, til vi stik mod forventning begynder at holde af bæstet. Historien er en hudfletning af selvfede hvide mænd, instrueret af en sort kvinde, Janicza Bravo. Hun har skrevet manuskriptet sammen med sin mand, komikeren Brett Gelman, der spiller Isaac, og sammen får de rusket godt op i alskens fordomme og stereotyper. I en film, der bare bliver sjovere og sjovere – fuld af originalitet helt ned i dens fysiske humor, hårde klipning og overraskende brug af musik.

‘Lemon’ kan opleves til følgende visninger:

Onsdag den 4. oktober kl. 17:30 i Empire Bio. Køb billet her
Fredag den 6. oktober kl. 16:40 i Grand Teatret. Køb billet her
Mandag den 9. oktober kl. 21:15 i Gloria Biograf. Køb billet her

Se trailer her

Léonor Serraille (FR), ‘Montparnasse Bienvenue’

Der er noget genkendeligt over hende. Kvinde, 30+, pariserinde og, for at det ikke skal være løgn, på kanten af et nervøst sammenbrud. Det vil sige, Julia (Laetitia Dosch) er allerede faldet over kanten. Hendes kæreste gennem 10 år har just forladt hende, og vi møder hende sønderknust, men med en fandenivoldsk tro på, at der er en udvej. Julia er vild og knuselskelig i sit forsøg på at forny sig efter det lange, sikre forhold – og så er hun alt for meget i det næste øjeblik. Hun er direkte og ærlig, og hun skubber alle fra sig, mens hun ihærdigt forsøger at holde fast i veninderne, mændene og jobbene, der forsvinder så hurtigt, som de kommer. Et intenst og rørende karakterportræt af instruktør Léonor Serraille, der tager os ind i hovedet på kvinden – og vandt årets Camera d’Or i Cannes for bedste debut.

‘Montparnasse Bienvenue’ kan opleves til følgende visninger:

Onsdag den 4. oktober kl. 20:00 i Empire Bio. Køb billet her
Lørdag den 7. oktober kl. 16:40 i Grand Teatret. Køb billet her

Xavier Legrand (FR), ‘Custody’

Efter deres skilsmisse får Myriam og Antoine delt forældreret over deres søn. Stik mod ønsket fra den 13-årige Julien, der med ét bliver gidsel for en jaloux og voldelig far, og skjold for en terroriseret mor; skubbet ud over grænserne for, hvad et barn kan bydes, i forsøget på at forhindre det værste i at ske. Der er lavet mange fine film om børn i brudte ægteskaber, men ingen som ‘Custody’, der rammer durk ned i hverdagens terror og skildrer angst og aggressioner med en spænding og nerve, der minder mere om Roman Polanskis ‘Chok’ end ‘Kramer mod Kramer’. Det er mesterligt instrueret af den debuterende Xavier Legrand, der ved præcis, hvad han vil med hver eneste scene. Og hudløst spillet ikke mindst af unge Thomas Gioria, der bærer den krævende rolle som Julien med hjerteskærende naturalisme.

‘Custody’ kan opleves til følgende visninger:

Tirsdag den 3. oktober kl. 21:30 i Grand Teatret. Køb billet her
Fredag den 6. oktober kl. 21:15 i Cinemateket. Køb billet her
Tirsdag den 10. oktober kl. 21:30 i Dagmar Teatret. Køb billet her

Se trailer her

Rungano Nyoni (UK/ZM), ‘I Am Not A Witch’

9-årige forældreløse Shula får skylden for små og mikroskopiske ulykker i sin lille zambianske landsby. Hun udskældes som heks og forvises til en omrejsende regeringsdrevet hekselejr, der både fungerer som freakshow for turister og som orakler for lokale embedsmænd. Således er optakten til Rugnano Nyonis fascinerende debut om overtro og kønsstereotyper, der stadig lever i bedste velgående på det afrikanske kontinent. Men det er ikke kun skidt at være heks, ligesom intet bare er sort og hvidt i Zambia – eller i Nyonis film, der er lige så excentrisk som den er realistisk, fuld af galgenhumor, poesi og et gran af magi. Det er en varm og forunderlig film, hvor heksene er bundet til pæle med lange bånd for ikke at flyve væk, fanget i storslåede billeder af David Gallego, der også stod bag ‘Slangens favntag’.

‘I Am Not A Witch’ kan opleves til følgende visninger:

Torsdag den 5. oktober kl. 19:00 i Dagmar Teatret. Køb billet her
Søndag den 8. oktober kl. 16:30 i Cinemateket. Køb billet her
Onsdag den 11. oktober kl. 16:40 i Grand Teatret. Køb billet her

Cecilia Atán og Valeria Pivato (AR), ‘The Desert Bride’

Det er ikke det, der sker, der gør Cecilia Atán og Valeria Pivatos debut til noget særligt. Det er den varme ørkenvind, der smyger sig om personerne. Gløden, der langsomt tændes i den 54-årige Teresas øjne og breder sig i biografsalen. Og den stille elegance i de efterårsfarvede billeder, der lægger sig som en yndlings-plaid over handlingen og giver ‘The Desert Bride’ en perfekt harmoni mellem form og indhold. Hele sit liv har Teresa været hushjælp i Buenos Aires. Nu står hun for første gang på egne ben, på en sen dannelsesrejse gennem den argentinske pampas, hvor hun krydser spor og deler flygtige drømme med den handelsrejsende Gringo. Mere skal der ikke til. ‘The Desert Bride’ er en charmerende sensommerromance, båret af skønne chilenske Pauline Garcia fra ‘Gloria’ i titelrollen.

‘The Desert Bride’ kan opleves til følgende visninger:

Søndag den 1. oktober kl. 19:30 i Cinemateket. Køb billet her 
Fredag den 6. oktober kl. 16:30 i Dagmar Teatret. Køb billet her
Mandag den 9. oktober kl. 19:00 i Gloria Biograf. Køb billet her

Se trailer her

Alireza Khatami (IR), ‘Oblivion Verses’

Den sindige, gamle pedel på et lukningstruet lighus i Santiago kan huske alt, undtagen navne. Han passer helst sig selv og sine planter, men da militæret efter en demonstration stormer lighuset for at skjule civile ofre, står han pludselig tilbage med liget af en ung kvinde. Ingen vil vide af hende, men den gamle mand beslutter at give hende en rigtig begravelse, koste hvad det vil. Instruktøren Alireza Khatami er iransk, men ‘Oblivion Verses’ er latinamerikansk til fingerspidserne. Det er en underfundig komedie, fuld af godmodig lune og magisk realisme. Men det er også – i et land præget af politiske forbrydelser – en meditation over ihukommelsen af de døde, og en poetisk hyldest til alle, der kæmper for at vise de fremmede og ukendte respekt.

‘Oblivion Verses’ kan opleves til følgende visninger:

Torsdag den 5. oktober kl. 16:30 i Cinemateket. Køb billet her
Søndag den 8. oktober kl. 15:00 i Gloria Biograf. Køb billet her 

Se trailer her

Pedro Pinho (PT), ‘The Nothing Factory’

Da ledelsen i nattens mulm og mørke forsøger at lukke en fabrik i Portugal, gør arbejderne oprør. Mens direktørerne flygter fra de ubetalte regninger, overtager de slet og ret driften. ‘Og hvad så?’, spørger Pedro Pinho i sin tre timer lange ‘The Nothing Factory’. For her, hvor andre film kunne ende, skærer instruktøren gennem al forloren arbejderromantik og spørger, hvad venstrefløjen egentlig vil? Ordrebøgerne fyldes ikke, fordi arbejderne står sammen. Og den økonomiske krise vendes ikke, blot man vender kapitalismen ryggen. Resultatet er på én gang mange års måske vigtigste politiske film og en poetisk, humanistisk skildring af menneskerne bag maskinerne. Midt mellem virkelighed og fiktion, fuld af filosofiske diskussioner, musical og eventyr. Det er en krævende, men i den grad også givende film.

‘The Nothing Factory’ kan opleves til følgende visninger:

Lørdag den 30. september kl. 13:30 i Cinemateket. Køb billet her
Fredag den 6. oktober kl. 12:30 i Cinemateket. Køb billet her

Se trailer her

Ivana Mladenovic (RS), ‘Soldiers. Story from Ferentari’

Så skal der pettes. Studenten Adi er på feltarbejde i Bukarests sigøjnerghetto, hvor han studerer romaernes manele-musik. Han har rundet de 40, men endnu ikke snøvlet sig færdig med specialet, og han bruger da også det meste af tiden på den lokale, hvor mænd, der er lige så brede, som de er høje, tvinger ham til at give omgange. Værst er Alberto, der har spenderet halvdelen af sit liv bag tremmer, men bag den brovtende bjørn gemmer sig en vingeskudt bamse, og befriende kluntet indleder de to mænd et intimt forhold. Ivana Mladenovic er selv på feltarbejde med sin første film, der er skudt on location i den notoriske ghetto Ferentari. En lukket mandeverden, som hun håndholdt og nysgerrigt skildrer med overraskende ømhed. Resultatet er på alle måder blevet en vild og udfordrende kærlighedsfilm.

‘Soldiers. Story from Ferentari’ kan opleves til følgende visninger:

Onsdag den 4. oktober kl. 14:15 i Cinemateket. Køb billet her
Torsdag den 5. oktober kl. 21:15 i Gloria Biograf. Køb billet her
Tirsdag den 10. oktober kl. 17:30 i Empire Bio. Køb billet her

Se trailer her

Det fulde program offentliggøres tirsdag d. 12. september med Danmarkspremiere på ‘The Beguiled’ i Dagmar Teatret. Køb billetter til programlaunch her