11.10.2017

‘Vild med film’-vinderklassen besøger BUSTER

Tilde Feder og Nickoline Givskov fra 6.C på Stensballeskolen i Horsens sikrede hele klassen en tur til København og et besøg på BUSTER, da de vandt filmkonkurrencen ’Vild med film’ blandt 2000 andre børn og unge.

For tredje år i træk har BUSTER i samarbejde med Biblo.dk afholdt den landsdækkende konkurrence ‘Vild med film’. I september måned har landets 4.-6. klasser kunne indsende en filmanmeldelse for at deltage i konkurrencen om en heldagstur på BUSTER i København. Mere end 2000 børn og unge fra hele Danmark deltog i konkurrencen, men det blev Tilde Feder og Nickoline Givskov på 12 år fra Stensballeskolen i Horsens, der løb afsted med sejren for deres kreative og humoristiske videoanmeldelse af gyserfilmen ’Huset overfor’.

”Jeg har grint mange gange over deres jubelråb”, fortæller 6.C’s klasselærer Peter Skyldahl Sørensen, om elevernes reaktion, da han overleverede den gode nyhed. ”Det, der glædede mig allermest var faktisk at se, hvordan de efterfølgende hyldede deres vindende klassekammerater. Det er en super klasse, som har en meget stolt klasselærer.”

Eleverne fra 6.C på Stensballeskolen har på deres tur til København fået et særligt indblik i filmens verden med rundvisning på Nordisk Film, møde med Jyllands-Postens filmanmelder Nanna Frank Rasmussen og ikke mindst filmvisning af Holocaust-fortællingen ‘Fannys rejse’. Men noget af det, de havde glædet sig allermest til var at kunne tilbringe en hel dag sammen med hele klassen i København:

“Det var mega fedt, at vi vandt konkurrencen, så vi kunne få den her tur sammen og opleve, hvordan det er at være på filmfestival i København”,

Transporten til, fra og rundt i København blev sponsoreret af Skovlunde Busser ApS.

Se hele Tilde og Nickolines anmeldelse af ’Huset overfor’ i denne video.