CPH PIX søger programpraktikanter til foråret

Vil du være med i maskinrummet, når Danmarks største spillefilmfestival udvælger og programlægger film fra hele verden?

Så er du måske en af vores nye programpraktikanter.

CPH PIX er Danmarks største spillefilmfestival for filmfans i alle aldre med et program bestående af mere end 180 af de nyeste, bedste og modigste film fra hele verden, koncerter, debatter, workshops og en masse andre særevents, der er med til at gøre festivalen til en af Københavns mest profilerede kulturbegivenheder. Næste udgave finder sted i efteråret 2018, men vi har allerede nu brug for din hjælp til at få stablet festivalens skoleprogram, BUSTER, på benene.

Som programpraktikant kommer du til at indgå i et team med to andre praktikanter samt en række af festivalens fastansatte. Du kommer helt tæt på udvælgelsen og programlægningen af film, og vil samtidig være med til at udarbejde faglige oplæg, tilknyttet festivalens skoleprogram. Dine arbejdsopgaver består i store dele af research, kontakt med distributører verden over, forhandling af filmtitler, udarbejdelse af filmtekster og ikke mindst produktion og formidling af årets skoleprogram, som lanceres op til sommerferien.

Det er vigtigt, at du kan arbejde struktureret, har et sundt forhold til research og selv tager initiativ til nye opgaver. Du kan lide at skrive – og gør det godt og fejlfrit – og du er ikke er bange for at gribe knoglen, når det er nødvendigt. Vi forventer, at du er filmglad, og er du oven i købet velorienteret ud i nogle af filmverdenens mange kringelkroge, er det bestemt ikke en ulempe. I løbet af praktikperioden vil der også være en del tastearbejde i festivalens database, så det skal heller ikke afskrække dig. Det er et must, at du kan begå dig på engelsk i skrift såvel som tale.

Til gengæld tilbyder vi en udfordrende og social arbejdsplads, hvor du kommer helt ind i maskinrummet. Du får praktisk erfaring med programlægning og filmformidling og selvfølgelig rig mulighed for at se en masse film. Desuden vil du i løbet af praktikperioden få et unikt indblik i film- og kulturverdenen.

Praktikperioden løber fra slut februar til slut juni. Arbejdstiden er som udgangspunkt 30 timer/uge, men kan tilpasses dit studie. Praktikken er ulønnet, og det er derfor vigtigt, at du kan bruge den som led i en igangværende uddannelse.

Ansøgningsfrist er 1. december 2017 kl. 12.00. Vi indkalder løbende til samtaler.

Motiveret ansøgning samt CV sendes til praktik@cphpix.dk.

Har du spørgsmål til praktikstillingen, er du velkommen til at kontakte Nikolai Schulz på nikolai@cphpix.dk eller på tlf. 33454749