Sand Storm

Instr.: Elite Zexer | Israel 2016 | 88 min

'Sand Storm' er usædvanlig, fordi den er et jødisk-arabisk samarbejde, filmet i øde beduinlandsbyer i den israelske ørken. Men endnu mere fordi den så sympatisk og klart beskriver, hvordan ulighed og patriarkalske traditioner sætter moderne kvinder i en umulig situation i samme landsbyer. Jalila har den tvivlsomme fornøjelse at skulle arrangere bryllup for sin mands kone nummer to. En langt yngre og doven model, der feteres med vægtæpper og ny dobbeltseng, mens Jalila må varte hende op. Ydermere opdager hun, at hendes datter Layla har en kæreste på universitetet, og på samme tid forsøger hun både at straffe hende og at beskytte hende fra faderen. For selv om han forguder sin datter, og har givet hende moderne bekvemmeligheder som mobiltelefon, kørekort og uddannelse, nægter han hende stadig at slå selvstændighedens vinger ud. Elite Zexer, der har brugt flere år sammen med beduinkvinderne, beskriver knivskapt en anakronistisk verden, der bliver indhentet af tiden. Med de uundgåelige følger, at familier falder fra hinanden, mens de forsøger at få livet til at hænge sammen. Men hun gør det uden sentimentalitet og med en fiktionens swung, der løfter 'Sand Storm' op til et filmisk værk. Det er en god historie, det her, med humor, drama og fantastiske billeder fra de alibaba-agtige beduinbyer, der er virkeligheden lige uden for Europas grænser.

Originaltitel
Sufat Chol
Titel
Sand Storm
Land
Israel
Produktionsår
2016
Længde
88 min.
Instruktør
Elite Zexer
Producer
Haim Mecklberg, Estee Yacov-Mecklberg
Manuscript
Medvirkende
Lamis Ammar, Ruba Blal-Asfour, Haitham Omari, Khadija Alakel, Jalal Masarwa
Kamera
Shai Peleg
Lyd
Gil Toren
Klip
Ronit Porat
Musik
Ran Bagno
Produktion
2team Productions
Version
Arabisk tale med engelske undertekster
Tempo
3
Thrills
3
Sighs
8
Laughs
2
Look
8
Food for thought
8