Karl Lemieux eksperimenterer med brændende filmstrimler og blegemiddel

Published

Den canadiske filmkunstner Karl Lemieux er berygtet som den analoge troldmand bag Godspeed You! Black Emperors visuelle identitet. Han arbejder med filmprojektioner LIVE, og det er ikke ualmindeligt, at maskineriet flipper ud. Vi satte ham i stævne til en snak om film, brand og barberblade forud for hans filmkoncert med den svenske lydkunstner BJ Nilsen.

CPH PIX: Hvordan startede din interesse for analoge medier?
Karl Lemieux:
Jeg har altid været vild med sort-hvide film, og så er det også et progressivt medie. På et tidspunkt fandt jeg en 8mm fiskefilm, og da jeg satte mig i mit værksted og så den, skete der bare noget. Jeg ved ikke, om det var lyden fra projektoren og det pulserende lys på skærmen, men i det øjeblik vidste jeg, at jeg ville arbejde med projektorer.

Fortæl os om samspillet mellem musik og live-projektioner.
Jeg har altid været fascineret af improviseret musik og den måde, hvorpå musikere kan have lange samtaler med hinanden uden et ord. Live-projektion kan være en del af den samtale. Kemien er forskellig fra samarbejde til samarbejde, men på magisk vis opstår der hver gang en flygtig og unik dialog.

Har du nogensinde oplevet tekniske problemer på scenen?
Hver gang. Fejl er en del af processen, og deri består magien. Nogle af de værker, jeg lavede i 00erne, var baseret på fejl. Jeg hældte blegemiddel i projektoren, mens filmen kørte, brændte filmstrimlerne og skar i dem med et barberblad.

Hvordan begyndte du at arbejde sammen med BJ Nilsen?
Jeg har altid elsket Bennys arbejde. Jeg var vild med den svenske, elektroniske powermusik og det legendariske pladeselskab Cold Meet Industry, som var hans første label. Vi mødtes på min fødselsdag i 2007, hvor vi drak os fulde og begyndte at arbejde sammen, og det har været en fornøjelse lige siden.

Hvad kan publikum glæde sig til, når du optræder under festivalen?
Det første værk hedder Unearthed og er optaget i den arktiske cirkel på grænsen mellem Norge og Rusland, som er et af de mest forurenede steder på jorden. Det bliver vist på fem 16mm projektorer. Derudover viser vi en live-version af et værk, vi har skudt i Kinas berygtede spøgelsesbyer.

Oplev Karl Lemiuex' kreative væsen på PIX

TALK: Mød Lemieux om eftermiddagen i kreativ samtale med filmsamler og operatør Jack Stevenson lørdag den. 5. november kl. 15.30 i Husets Bio. Billetter her.

LIVE: Oplev Karl Lemieux sammen med BJ Nilsen i en live performance samt Lemieux' kortfilmprogram i Koncertkirken lørdag den 5. november kl. 19.30. Billetter her.

FILM: Lemieux' spillefilmsdebut, Shambles, som var nomineret i PIX's hovedkonkurrence, er en benhård film fra Montreals undergrund med musik af medlemmer af Godspeed. Se den i Gloria søndag den 6. november kl. 19. Billetter her.