CPH PIX søger kommunikations-praktikanter

Published

Kan du skrive og vinkle den gode historie?
Og vil du være med til at udbrede kendskabet til en af Københavns mest markante kulturbegivenheder?

Så er det måske dig, vi leder efter.

CPH PIX er Danmarks største spillefilmfestival for både børn, unge og voksne med over 65.000 besøgende hvert år. Næste udgave finder sted fra 28. september til 11. oktober i København, og i den forbindelse søger vi nye kommunikationspraktikanter, der har lyst til at prøve kræfter med PR og community management.

Som kommunikationspraktikant kommer du til at indgå i et team med 4-5 andre praktikanter, en pressekoordinator samt festivalens kommunikationsansvarlige. Du vil samtidig have tæt kontakt til festivalens marketing-, program-, event- og gæsteafdeling.

Dine arbejdsopgaver består i at finde og vinkle de gode historier på tværs af festivalens program, skrive pressemeddelelser og nyhedsbreve, være i løbende dialog med journalister, producere indhold til Facebook, Twitter og Instagram samt opdatere festivalens hjemmeside. Du vil kort sagt være med til at sikre, at festivalens indhold når ud til publikum.

Du vil få ansvar for dine egne mindre projekter - fra idefase til planlægning og udførelse. Derfor forventer vi, at du tænker kreativt, har et sundt forhold til research, og at du kan arbejde struktureret og selv tager initiativ til nye opgaver. Vi forventer, at du kan lide at skrive - at du gør det godt og fejlfrit, og at du kort og præcist kan pitche en historie over telefonen. Du interesserer dig desuden for kommunikation, og tjekker jævnligt dine feeds på sociale medier. Er du flydende på engelsk i skrift og tale er det kun et plus.

Til gengæld tilbyder vi en udfordrende og social arbejdsplads, hvor du kommer helt ind i maskinrummet. Du får praktisk erfaring med pressearbejde og community management på sociale medier og mulighed for at sætte dit eget præg på festivalens kommunikation. Desuden vil du i løbet af praktikperioden få et unikt indblik i film- og kulturverdenen.

Praktisk info

Praktikperioden løber fra 1. august til 1. november. Arbejdstiden er som udgangspunkt fuldtid (37 timer), men arbejdspresset varierer, og vi tager selvfølgelig hensyn til dit studie. Praktikken er ulønnet og det er derfor vigtigt, at du kan bruge den som led i en igangværende uddannelse.
Det er en forudsætning, at du kan dedikere al din tid (også weekender) under festivalen fra 28. september til 11. oktober.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist er 17. april 2017 kl. 12.00. Vi indkalder løbende til samtaler.
Send en motiveret ansøgning samt CV til praktik@cphpix.dk.

Har du spørgsmål til praktikstillingen, er du velkommen til at kontakte Sofie Bjerregaard på sofie@cphpix.dk eller på tlf. 33454730