Polterabend double feature på PIX og NatNight

Published

Fra naturkomedie i bar røv og dolk til tænderskærende indie-thriller. Der er polterabend på programmet, når NatNight indleder en ny sæson med absinth, striptease og gratis filmvisninger fredag d. 4. september i Nationalmuseets biograf. Du skal se to PIX-nyklassikere, nemlig den irske 'The Stag' og 'The Unraveling' med introduktion af filmens danske instruktør.

CPH PIX og NatNight fortsætter det gode samarbejde og viser film hver måned i forbindelse med Nationalmuseets nye udstillinger. Filmene giver nye veje ind til museets temaudstillinger, og du kan se dem gratis i biografen fredage aftener.

Den 4. september står den på polterabend, og NatNights program byder på aktiviteter hele dagen, bl.a. sumobrydning, studie i kiksede tatoveringer, historisk striptease, absinth-smagning - og to gratis filmvisninger.

Danske Thomas Jakobsen har produceret sin debutfilm 'The Unraveling' i USA og vil denne aften introducere sin thriller med lidt baggrundshistorie - nemlig en sand historie om en polterabend 'gone totally wrong'!

The Stag

Instr.: John Butler | Irland 2014 | 94 min
4. september kl. 19.00 - Gratis

Når brudgommen er mere interesseret i blomster og bordkort end bruden, så er det tid til en ekstraordinær polterabend! Fionan er den vordende gom med løse håndled, der af sine mindst lige så metroseksuelle venner hives med på deres version af en mandetur i det irske vildnis med fællestelt og fællessang. Heldigvis dukker The Machine uinviteret op. Han er Fionans kommende svoger og en mand med hår på ryggen, der snart får forvandlet spejderturen til en overlevelsestur med kurs mod undergang. Fællesteltet futtes af, kompasset ryger i søen, og vildyret vækkes i de ellers så ferske storbymænd. Det er 'The Hangover' i fri, irsk dressur.

The Unraveling

Instr.: Thomas Jakobsen | USA 2015 | 85 min
4. september kl. 21.00 - Gratis

Michael nærmer sig de 30, skal giftes med sin gravide kæreste og er godt i gang med at blive afhængig af heroin. En dag på jobbet bliver han bortført af sine venner og hevet med ud i skoven på polterabend. Men bedst som festen og rusen kulminerer, findes en af vennerne død. Vejen tilbage bliver med ét en desperat kamp for overlevelse i Thomas Jakobsens instruktørdebut, der havde verdenspremiere på CPH PIX i april 2015, og som nu kan genses til NatNight med introduktion ved Jakobsen selv.

NatNights

Se det fulde program på Nationalmuseets hjemmeside.