Ridderfalken i NatNight

Published

Kom til NatNight om 40'erne med New Look, spærretid og Bogart i topform.

Når talen falder på 1940'erne, tænker vi per automatik på 2. Verdenskrig. Men 40'erne var mere og andet end krigens gru. Det var også swing-musik, Hollywood-divaer og martrede film noir-machomænd, Christian Diors 'New Look', Orwells overvågningsdystopi '1984' og meget mere.

Der er ingen rationering på nostalgien, når NatNight i Nationalmuseet for en aften sætter fokus på årtiet, der for alvor lærte os at brygge kaffe på byg og elske glamour.

PIX står vanen tro for filmen, og denne aften er der en vaskeægte film noir-klassiker på menuen. Vi ruller nemlig mørklægningsgardinerne ned og blænder op for detektivfilmen over dem alle, 'Ridderfalken' fra 1941 med Humphrey Bogart som Sam Spade i uopslidelig cottencoat.

Det er nu på fredag 18.03.16 kl. 16.00-22.00, og der er gratis adgang.

Ridderfalken

'Ridderfalken's klassikerstatus kan nærmest ikke overvurderes. Det er en forrygende detektivfilm, af nogen kaldet verdens bedste, baseret på Dashiell Hammets roman - men det er næsten det mindste af det hele. Det var også filmen, der for alvor skabte Humphrey Bogart og definerede hans figur gennem resten af karrieren, som filmkritikeren Roger Ebert skrev i sin klassikergennemgang.

Det var også instruktør John Hustons første film som instruktør, og måske filmhistoriens første rigtige film noir. Med en iskold helt i Sam Spade (Bogart), en genreskabende femme fatal i Mary Astor som Brigid O'Shaughnessy, og en dialog, der her 75 år senere stadig er sydende hot.

'Ridderfalken' er så meget en film skabt af sin stil. Den er gjort af sit nattemørke. Af skuespillernes look, deres blikke - af hvad de siger til hinanden, og hvad de ikke siger. Og af sin coolness, der kom til at præge Hollywoodfilmene op gennem hele årtiet, i eskapistisk distance til verden udenfor.

Aftenens program

NatNight 1940'erne, fredag den 18.03.16 - kl.16.30-22.00

Kl. 16.30-22.00 - 40'er-musik
DJ Petra Larsson spiller storswingende 40er-musik i forhallen

Kl 16.30- 22.00 - 40'er-bar.
Baren serverer kolde øl og forførende drinks, som man fik dem i 40erne

Kl 18.00- 21.00 - Make up-salon.
Frisør og makeup-artist Nina Massara sætter hår og lægger makeup i autentisk 40er-stil i make up-salonen i forhallen. Pris 25 kr.

Kl 16.30-22.00 - Mode: Pigerne fra A Touch Of Vintage kikker forbi forhallen med en pop-op-butik.
Lad dig inspirere af årtiets mode. Her kan du prøve tøj og blive stylet a la 40érne. Du har også mulighed for at købe en smuk 40er-kjole.

Kl 16.30, 17.30, 18.30 - Omvisninger i De Hvide Busser.
Særudstillingen om De Hvide Busser er en fortælling om en redningsaktion, som blev realiseret af frivillige kræfter. Det er en fortælling om essensen af medborgerskab. Hvad var det, som drev alle de frivillige chauffører og sygeplejersker til at tage afsted for at hente danske og norske fanger hjem fra KZ-lejrene mod krigens afslutning?
Egmonthallen, Billet købes i Informationen. Pris 50 kr.

Kl 17.00 & 18.30. Foredrag: Nød lærer nøgen kvinde at spinde v/ etnolog og kulturhistoriker Vibe Nielsen.
Hør om husmødrenes udfordringer under Anden Verdenskrig. Hvordan fik man husholdningen til at fungere trods varemangel, rationering og kolde vintre? Krigsårene satte sit præg på kogebøger og ugebladenes madopskrifter, men fik også betydning for, hvad man iklædte sig til hverdag og fest. I foredraget sættes der fokus på, hvordan livet på hjemmefronten klaredes i rationeringens køkkener og med nål og tråd efter devisen Make Do and Mend.
Festsalen. Billet købes i Informationen. Pris 15 kr.

Kl.18.00 og 19.30. Modeshow: Etnolog Frederikke Heick byder alle velkommen inden for i 40ernes farverige modeverden.
Oplev et mini-modeshow med alle de skønne stilarter fra årtiet
Forhallen. Gratis.

Kl. 19.00 og 20.30. Foredrag: New look, mørklægning og Richs kaffeerstatning. Skildring af 40'ernes hverdagsliv i Matador v/museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen.
Intet mindre end 8 af Matadorseriens 24 afsnit foregår i 1940erne. Her skildres fantastiske historier om en tid i Danmark med rationering, genbrug, stikkere og mørklægningsgardiner. Hør mere om seriens fremstilling af hverdagslivet, både som det ses i besættelsestiden og i efterkrigstidstiden.
Festsalen kl 19.00 og kl. 20.30. Billet købes i Informationen. Pris 15 kr.

Kl. 17.30 og 19.00 Impro-teater: Oplev teatergruppen Impro Comedy Copenhagen fortolke kendte fra 40errne.Impro-teater er en spontan og kreativ scenekunst, hvor spillerne improviserer historier, situationer og sange frem på publikums foranledning. Det giver en levende forestilling, der netop er unik, ved at dyrke det tætte forhold mellem spillere og publikum gennem lydhørhed over for den impulsive kreativitet og den spontane idé.
Biografen. Billetter købes i Informationen på dagen. Pris 25 kr.

Kl. 17.45 og 19.45. Foredrag: 9.april v/ Senior forsker Karsten Skjold Petersen
Besættelsen af Danmark skete 9. april 1940. Når man taler om årtiet, så fylder den tyske besættelse selvsagt meget. Hør nærmere om hvad der skete på selve dagen, hvor Danmark blev angrebet. Hvor blev der kæmpet, og havde den danske hær overhovedet en chance?"
Festsalen. Billet købes i Informationen. Pris 15 kr.

Kl 20.00- 22.00. Dans: Kom og oplev den glade energi og stemning fra Lindy Hop.
Dansetruppen Fellowship of the Swing byder op til 40er-dansen Lindy Hop.
Forhallen. Gratis.

Kl 20.00 - 21.45 Film: Ridderfalken (The Maltese Falcon)
John Hustons film noir-klassiker fra 1941 er en af de bedste detektivfilm nogensinde. Med Humphrey Bogart i hovedrollen som detektiven krimiforfatteren Dashiel Hammets privatdetektiv Sam Spade, der jagter skruppelløse kriminelle og  naturligvis - en farlig kvinde i skikkelse af underskønne Mary Astor.
Biografen. Billet afhentes i Informationen. Gratis adgang. Spilletid: 100 min.

Gratis adgang.Billetter til udvalgte aktiviteter købes i informationen fra kl. 16.00 på dagen.