Få din musikvideo vist på CPH PIX

Published

MUSIC + VIDEO er tilbage! Igen i år slår PIX dørene op til en aften i musikvideoens tegn, når vi traditionen tro dedikerer en aften til danske, upcoming musikvideoinstruktører og deres nye videoværker. Og du kan nu indsende din musikvideo!

MUSIC + VIDEO er arrangementet, hvor vi viser de seneste musikvideoer fra danske instruktørspirer, som formår at fortolke musikken gennem nye, innovative fortællinger og hæve ambitionsniveauet inden for produktionen af musikvideoer i Danmark.

Vi udvælger de bedste, skæveste og mest innovative videoer, der bliver vist som et samlet program en aften under PIX, hvor der selvfølgelig vil være kælet for de audiovisuelle rammer, så musikvideoerne får den visning på det store lærred, de fortjener. Efter visningerne kan publikum stemme på deres favoritvideo - og inden aftenen er omme vil en instruktør kunne gå derfra en publikumspris rigere.

Går du med en musikvideoinstruktør gemt i maven, vil vi derfor rigtig gerne høre fra dig! Du kan indsende din video frem til 7. september. Læs mere om kravene til indstilling og tilmeld dig vores event på Facebook.