Månedens Film i september: Skæv sci-fi

Published

Jeff Nichols seneste skud på stammen, 'Midnight Special', er en visuel elegant, sci-fi roadmovie med Spielbergske undertoner. Fra 1. september og helt frem til d. 11. september kan du se den i biografen, når vi i samarbejde med Cinemateket viser den som Månedens Film.

'Midnight Special' (2016) er det seneste udspil fra den succesfulde amerikanske indieinstruktør Jeff Nichols, der står bag film som 'Take Shelter' (2011) og 'Mud' (2012). Filmen er en anderledes skæv og stilfuld science fiction, der både skæver til John Carpenter og Stephen King, og ikke mindst sci-fi instruktøren over dem alle Steven Spielberg. Og nu har du rig mulighed for at se den. Vi viser den nemlig ikke kun to eller tre gange, men hele 9 gange i Cinemateket fra. 1. til 11. september.

Et stilstudie i mørke

'Midnight Special' handler om den otte-årige Alton Meyer, der ikke er helt som de andre børn. Han ser og hører ting, som almindelige mennesker ikke opfatter, og blænder folk med sit laserlysende falkeblik - og naturligt nok er han derfor i statens søgelys, inklusive FBI og militæret. Altons far forsøger at beskytte drengen fra både dagslys og mennesker. Men lige præcis hvorfor Alton er, som han er, og hvad det er, han kan, er overladt til publikums fantasi.

'Midnight Special' er et stilstudie i det mørke og mystiske. Stemningen er dunkel og lunefuld, og både Michael Shannons, Joel Edgertons og Kirsten Dunsts skuespillerpræstationer spiller på de sorte tangenter. Filmen skaber sin egen ophøjede mystik og halvreligiøse himmelflugt med både energi, elegance og fremdrift. Samtidig vil den jordnære og smukke skildring af en fars beskyttertrang give enhver forælder i biografsalen kuldegysninger.

'Midnight Special' i Cinemateket

Torsdag d. 1. september, kl. 19.15. Billet
Fredag d. 2. september, kl. 19.00. Billet
Lørdag d. 3. september, kl. 12.30. Billet
Søndag d. 4. september, kl. 19.15. Billet
Tirsdag d. 6. september, kl. 22.00. Billet
Onsdag d. 7. september, kl. 19.00. Billet
Torsdag d. 8. september, kl. 16.30. Billet
Fredag d. 9. september, kl. 22.00. Billet
Lørdag d. 10. september, kl. 21.30. Billet
Søndag d. 11. september, kl. 15.00. Billet