MIX anbefaler: 3 regnbuefilm fra årets program

Published

Den københavnske filmfestival for LGBTQ-film, MIX Copenhagen, har kigget vores program efter i sømmene, og guider her til 3 af deres favoritfilm, der tager temaer som køn, seksualitet og identitet under behandling.

'Being 17'

Titlen lover et klassisk coming of age-drama, men 'Being 17' er en kompleks fransk anretning. En frustreret søgen efter tryghed blandes med spørgsmål om klasseskel, maskulinitet, adoption, seksualitet og det at være anderledes og udstødt. Det er ingredienserne i denne vibrerende og mættede fortælling om vold og kærlighed mellem to unge mænd, der i kampen for at finde sig selv ikke kan lade være med at kæmpe mod hinanden.

'United States of Love'

Et portræt af fire kvinder leder til en poetisk fortælling om hele Polens identitet efter  kommunismens fald. Kvinderne prøver at ryste sig fri af de gældende kønsnormer i en søgen efter selvstændighed, ligesom landet nu også selv skal lære at stå på egne ben. Stemningerne følges til dørs af en udsøgt kameraføring, og den gennemførte cinematiske struktur vidner om et underskønt filmhåndværk, som også konkurrerede i hovedprogrammet på årets Berlinale.

'Stories of Our Lives'

Denne visuelt imponerende og rørende samling kortfilm er baseret på virkelige LGBTQ-historier fra Kenya. Filmene er blevet forbudt i hjemlandet for at promovere homoseksualitet, hvilket går imod Kenyas nationale normer og værdier. 'Stories of Our Lives' er en verdensomrejsende festivaldarling - og med god grund, da den kaster lys over et vigtigt emne: Den kritiske og umenneskelige situation, som LGBTQ-personer i et land som Kenya befinder sig i.