3 bevægende film om transport

Published

I år har vi glæde af at samarbejde med DSB, hvilket indebærer, at alle DSB-plus medlemmer får 20% rabat på ordinære visninger under festivalen. Og hvad er mere oplagt end af fejre det ved at sætte spot på tre vanvittige road-trip film med masser af transport?

'On the Endless Road'


I 'On the Endless Road' kører en ældre europæer gennem Nordvietnams højland på sin ramponerede motorcykel. Hvorhen synes at blæse i vinden, men han møder et ungt par på vej til deres bedstemor og følger efter. Parret har en drone, der rammer manden i øjet, hvorefter han midlertidigt indstiller sin rejse og slår sig ned hos bedstemor. Hvad der herefter sker, er et åbent spørgsmål, for som altid i Siu Phams film vandrer tankerne ud af billederne og skaber deres eget liv, som denne gang både inkluderer Zeus, ABBA og Allen Ginsberg. En beatnikfilm, der har mere end blot titlen til fælles med Jack Kerouac.

Se spilletider her

'The Garbage Helicopter'


I Jonas Selberg Augustséns spillefilmdebut sættes der fokus på 3. generations romaer i et nutidigt Sverige. Tre søskende tager sammen på road trip gennem landet for at aflevere et kukur tilbage til deres bedstemor. Uret tikker, men alt står helt stille. Rejsen består mest af tørre vittigheder, og det nærmeste turen kommer på et dramatisk højdepunkt er, da en ko bliver kørt ned. En gentagende joke og skæv kommentar til anti-immigrant racisme ses i romaernes møde med svenskere, som konsekvent tiltaler dem på engelsk. Den minimalistiske stil giver ekko fra kultinstruktørerne Roy Andersson, Jim Jarmusch og Aki Kaurismäki, og humoren er sort og surrealistisk.

Se spilletider her

'Autohead'


'Mand bider hund' møder 'Taxi Driver' i den indiske 'Autohead' - en makaber mockumentary om en motoriseret rickshaw-chauffør, der får en nedsmeltning. Med mord og blodigt vanvid til følge. Et dokumentarhold får lov til at følge tuktuk-chaufføren Narayans hverdag, som han fræser byen rundt i sin scooter-taxa. Fra starten er der dog adskillige røde lamper, der burde lyse. Eksempelvis er Narayan lidt for glad ved perspektiverne i at have et filmhold til at følge ham. Ej heller er han bleg for at udbasunere sine imponerende erotiske evner til kameraet og affejer samtidigt alle kvinder som ludere og golddiggers. Skudt på et mikrobudget i Mumbais gader er Rohit Mittals debut 'Autohead' en sorthumoristisk hvirvelvind af en film. Et karakterstudie af et destruktivt sind i et undertrykkende samfund, som instruktøren selv har kaldt den.

Se spilletider her

Vi trækker 20% af billetprisen ved ordinære visninger til DSB Plus-medlemmer ved fremvisning af gyldig legitimation i biografernes billetsalg. Billetter reserveres online gennem vores hjemmeside under de enkelte film eller hos den pågældende biograf online, pr. telefon eller i deres fysiske billetsalg. Rabatten kan ikke kombineres med rabatkort eller filmpas.