Amnesty

Om filmen

Albanske Buyar Alimani lader en god portion virkelighed slippe ind i sin melankolske og delikat sanselige film, der udspiller sig i fugtige og slidte huse, og i de støvede gader hen under efteråret, hvor man næsten kan dufte bladene i rendestenen. For at lette Albaniens optagelse i EU tillader en ny lov, at de indsatte i landets fængsler på en fast dato kan have sex med deres besøgende ægtefæller. Så en gang om måneden tager den tålmodige Elsa bussen til Tirana, hvor hendes mand sidder i spjældet. Det samme gør Spetim, hvis kone også sidder inde. Men månederne er lange, og uden for fængslets mure udvikler der sig en stille og hemmelig romance mellem de to, trods de konservative og patriarkalske normer, der styrer verden udenfor. En skæbnesvanger affære på lånt tid, som bliver endnu kortere, da regeringen beslutter sig til at løslade udvalgte fanger. Alimani stoler på sit publikum og lader billederne tale deres eget tydelige og maleriske sprog. Men det er skuespillerne, der gør 'Amnesty' til en oplevelse, man bærer med sig.