2011

Aardvark

Instr.: Kitao Sakurai | USA, Argentina 2010 | 80 min

Om filmen

Et umage venskab imellem en blind ex-alkoholiker og en ung jiu-jitsu-træner er det doku-dramatiske stof, som et hævntørstigt noir-plot langsomt og tålmodigt vokser ud af i Kitao Sakuras stemningsfulde 'Aardvark'. Den midaldrende Larry har levet sit liv på bunden af en flaske, men er nu på rehab. En dag passerer han forbi det sted, hvor Darren underviser i selvforsvar, og inden længe er de to blevet bonkammerater. Men Darren har den ene fod i Clevelands hårde underverden, hvor der ikke er rum til fejltagelser. Begge to er castet fra gaden, og spiller fiktive versioner af deres virkelige selv i en form, der opløser grænserne imellem virkelighed og iscenesættelse - en markant tendens i samtidens film, der her får et ekstra lag af at være den første film, hvis hovedrolle-indehaver faktisk har været blind siden fødslen. De brede og mørke Cinemascope-billeder rummer både genrefilmens brutale poesi og de virkelige omgivelsers rå realisme.