
SCI-FI, surrealisme og sensualitet for fuld skrue. det går sjældent stille for sig, når den polske enfant terrible-auteur Andrzej Zulawski sætter sig i instruktørstolen.
DEN POLSKFØDTE instruktør og passionerede melodramatiker, Andrzej Zulawski (f. 1940), vil nok være et ukendt blad for selv de fleste. Også selvom han i nu 13 film og med næsten uhørt konsekvens har skildret kærligheden i de to yderpoler, hvor den mest tydeligt lader sig mærke nemlig den stormombruste forelskelse og/eller under det smertefulde tab.
GRUNDET STORE censurproblemer i hjemlandet har det dog i mange år været næsten umuligt at komme til at se hans første film, ligesom hans franske værker sjældent har været vist uden for hjemlandet. Vi er derfor stolte af, i samarbejde med Det Polske Filminstitut, Den Polske Ambassade, TVP - Telewizja Polska og Det Danske Filminstitut/Cinemateket at kunne præsentere en samlet serie dedikeret en af de helt store enere i den europæiske filmhistorie. Andrzej Zulawski vil selv besøge Danmark under festivalen og introducere en række af filmene.
AT SE EN Zulawski-film er som at overvære en ophedet emotionel eksplosion. Af samme årsag er han i tidens løb blevet kaldt alt fra hysteriker til surrealist og selvom sandheden nok skal findes et sted midt i mellem, er en ting sikkert: Man går aldrig umærket fra en møde med Zulawskis rådvilde raritetskabinetter, hvor de helt store følelser får fuldstændig frit løb.
MED KAMERAET som skalpel dissikerer han de tilstande, hvor mennesket selv føler sig mest udsat i mødet med kærligheden. Hans konsekvente arbejde med sine skuespillere, så de rent fysisk bliver i stand til at yde næsten overmenneskelige power performances, er sammen med hans hyper-mobile kamera, to af hans fremmeste signaturtræk. Og vigtige byggeklodser i hans konsekvente genfortolkning af det klassiske melodrama.
I SIN SLAGKRAFTIGE debutfilm, Third Part of the Night, (1971) tog Zulawski afsæt i Johannes Åbenbaring og sin egen fars oplevelser. Filmen følger hovedpersonens voldsomme indre kamp, umiddelbart efter at han har set sin kone og barn blive skudt ned for øjnene af ham. Zulawski blev udnævnt til den nye Wajda, men efter Diabel (1972) måtte Zulawski flygte fra hjemlandet. Fortællingen om en mand, der af en mystisk mørkklædt karakter tilskyndes til at begå et mord, blev af censuren set som en kommentar til regeringens infiltrering af det polske ungdomsoprør. Filmen blev lagt på is i 17 år, og Zulawski slog sig ned i Frankrig.
MED ET KÆMPE budget til sin rådighed blev Zulawski kaldt hjem i 1977 for at tage kampen op med science fiction-succeserne 2001 og Solaris. Men pga. et ministerskifte blev storfilmen On the Silver Planet lagt ned, kun dage før optagelserne var afsluttet. Alle kulisser og negativer blev beordret destrueret. Heldigvis fik Zulawski i 1988 mulighed for at klippe filmen færdig, ud fra materiale, som medlemmer fra filmholdet i al hemmelighed havde opbevaret og derved reddet for eftertiden. Selv i denne version, som vi viser i en sjælden 35mm-kopi, er det tydeligt, at Zulawski hører til i ligaen med Tarkovskij og Kubrick.
ZULAWSKIS første franske film var den intense fortælling om uforløst kærlighed Vigtigst er at elske (1975), som en hudløs Romy Schneider blev César-belønnet for. Senere fulgte en lang række emotionelt foruroligende favntag med kærligheden, bl.a. dobbeltgænger-dramaet Possession (1981) med Isabel Adjani, samt de mange film, Zulwaski fra og med Dostojoevskij-filmatiseringen LAmour braque (1985) lavede med Sophie Marceau, som han i øvrigt også dannede par med i mange år.
lamour braque VAR over en lang periode den eneste af Zulawskis film, der var tilgængelig internationalt. Det burde der være rådet bod på med denne retrospektiv. Glæd dig til at møde en af filmhistoriens oversete enere.