Restive
Instr.: Jeremiah Jones | USA 2011 | 95 min
Et sted ude i det amerikanske middle of nowhere forsøger en mor at flygte fra sin voldelige og dominerende mand med sit barn - og må se sig forfulgt gennem den omkringliggende skov af mandens to hill-billy buddies. Så enkelt kan 'Restive' beskrives. Her er ingen unødvendige forklaringer, ingen navne og nærmest ingen dialog. Det hele er kogt ned til de bare substanser, fortalt i opbrudte, impressionistiske bidder. En dunkel og drømmeagtig jagt og en mors desperate kamp for overlevelse og frihed. 'Restive' er instruktøren Jeremiah Jones' første film, og med den har han skabt en intens og dyster, white trash-thriller, der trækker på hill-billy-klassikere som 'Deliverance' og 'Straw Dogs', samt lægger sig op ad nyere skud i samme genre, som sidste års 'Winter's Bone'. Det skal dog på ingen måde forklejne 'Restive', der er helt sin egen - en bizar fortælling, der med mytisk minimalisme, fikse flashbacks og elliptisk elegance både udfordrer og desorienterer beskueren, og tvinger os til konstant at stykke fortællingen sammen på ny.