18.05.2017

Varm op til BUSTER med ‘Vild med film’

BUSTER og biblo.dk er nu klar med endnu en omgang af den populære, landsdækkende kampagne ‘Vild med film’, hvor elever kan anmelde film i skolen og samtidig deltage i konkurrencen om en gratis heldagstur til BUSTER i København.

For tredje år i træk samarbejder BUSTER med bibliotekernes børnesite Biblo.dk om den landsdækkende kampagne ‘Vild med film’ – denne gang med fokus på gyserfilm og ikke mindst filmanmeldelsens kunst. ‘Vild med film’ henvender sig til alle landets 4.-6. klasser, og løber i år af stablen fra 1.-21. september.

Formålet med kampagnen er, i samarbejde med lokale biblioteker landet over, at give elever på mellemtrinnet en anderledes indsigt i filmmediet og gysergenren – og at klæde dem på til selv at udtrykke sig og begrunde kvalificerede tolkninger af film i form af filmanmeldelser. Kampagnen henvender sig til brug i undervisningen i f.eks. dansk, billedkunst og sprogfag samt som understøttende undervisning i mediefaglighed.

Gennem det lokale bibliotek får klassen adgang til undervisningsmaterialet udviklet af BUSTER, som i år indeholder et helt nyt koncept til forberedelse i klassen samt en workshop, der finder sted på bibliotekerne. Udover at se film vil eleverne her blive udfordret til både at tage anmelder- og instruktørbrillerne på, inden de selv skal prøve kræfter med filmanmeldelserne.

Vind en tur på festivalen

Samtidig kan eleverne igen i år deltage i konkurrencen om en heldagstur spækket med filmoplevelser for hele klassen under festivalen, som afholdes fra 28. september – 11. oktober i København. Transport og én overnatning er en del af præmien, så alle landets skoler kan deltage!

For at deltage i konkurrencen skal eleverne uploade deres filmanmeldelser til biblo.dk senest d. 21. september. Anmeldelserne kan enten skrives som tekst eller uploades som videoer. I vælger selv, om I vil anmelde én eller flere film, og om anmeldelserne skal laves individuelt eller i grupper. Vi udvælger den bedste og mest kreative filmanmeldelse, som vinder hovedpræmien til hele klassen.

Sådan deltager I:

  1. Klassen tilmeldes kampagnen via det lokale bibliotek senest 30. juni 2017
  2. Eleverne opretter hver en profil på biblo.dk ved brug af deres UNI-Login.
  3. Klassen får tilsendt undervisningsmateriale og deltager i en workshop på biblioteket.
  4. Eleverne ser og anmelder gyserfilm og uploader anmeldelserne på biblo.dk senest 21. september 2017 kl. 17.

Ud over at være en sjov indgangsvinkel til filmanmeldelser er kampagnen ‘Vild med film’ også et værktøj, som vi håber, at I efterfølgende fortsat kan have glæde af i undervisningen.

Undervisningsmaterialet vil også være tilgængeligt online på buster.dk fra slutningen af august.

Bemærk, at det ikke er alle landets biblioteker, der tilbyder ‘Vild med film-forløb, så kontakt jeres lokale bibliotek for at høre nærmere.

Læs mere på Biblo.dk.