09.08.2017

Har du en musikvideo-instruktør i maven?

Brænder du for musik, er du kreativ og har du en instruktør gemt i maven, der bare venter på at blive opdaget og få lov at folde sig ud? Så vil vi gerne høre fra dig! Indsend din musikvideo inden 4. september, og så bliver det måske dig, der går hjem med publikumprisen under armen.

2017 markerer endnu et år, hvor PIX sætter fokus på musikvideoformatet. Det gør vi med eventen MUSIC + VIDEO, hvor spirende instruktører vil få mulighed for at få vist deres værker for et publikum og vinde en pris.

MUSIC + VIDEO er en event, der stiller skarpt på de musikvideoinstruktører, der emmer af talent. Instruktører, der på original vis formår at sprænge rammerne for, hvordan musikken fortolkes, og baner vejen for fremtidige produktioner.

Vi udvælger de bedste, skæveste og mest innovative musikvideoer, der vil blive vist som et samlet program en aften under CPH PIX. På selve aftenen vil publikum have mulighed for at stemme på deres favorit-video, og således vil den bedste musikvideoinstruktør stolt kunne kalde sig vinder af den eftertragtede publikumspris. Men det er ikke alt! Vi holder naturligvis også en efterfest under Cinematekets FRIDAY LATE NIGHT-banner.

MUSIC + VIDEO finder sted fredag den 6. oktober under filmfestivalen CPH PIX.

Tilmelding, formelle krav til konkurrencen samt beskrivelse af eventen findes HER.