11.08.2017

Kubrick-koncert: A Clockwork Orange

Det danske publikum får en helt ekstraordinær koncert, hvor repertoiret er signeret af selveste mesterinstruktøren Stanley Kubrick og hans banebrydende komponist Wendy Carlos.

Søndag den 24. september opføres det fulde score til Kubricks klassiker ’A Clockwork Orange’ i Jazzhouse i København.

Værket fremføres af The Will Gregory Moog Ensemble, der har medlemmer fra de tre indflydelsesrige Bristol-bands fra den elektroniske scene; Goldfrapp, Massive Attack og Portishead. ”Vi er alle kæmpe Kubrick-fans,” fortæller Will Gregory, der er manden bag ’The Moog Ensemble’. ”Han er den filminstruktør, der har betydet mest for vores arbejde. Hans evne til at inkorporere avantgarde musik i sine virtuose visuelle stil er helt enestående.”

Will Gregory kommer direkte fra verdensturné med sit orkester Goldfrapp, hvor han som komponist står bag den karismatiske sangerinde Alison Goldfrapp. Den musikalske opførelse af ’A Clockwork Orange’ ledsages af en visuel komposition af John Minton, der er en fast del af Portishead, og medlemmerne fra The Moog Ensemble har som de få kontakt og adgang til komponisten Wendy Carlos, der ikke har vist sig offentligt siden start-80’erne.

Koncerten er en del af Kubrick Festival 2017, der kulminerer samme weekend, hvor Stanley Kubrick: The Exhibition åbner på Gl. Strand. Af samme årsag vil Kubricks familie være til stede ved koncerten.

Billet til koncerten koster 225 kr. inkl. geb., og kan købes via dette link.