01.09.2017

PIX og Soundvenue præsenterer: ‘MADE INDIE USA’

Allerede nu løfter vi sløret for årets første serie, der stiller skarpt på de amerikanske independent-film. Vi har fanget 11 af de bedste kandidater fra Tribeca, Sundance og SXSW og suppleret med et par højdepunkter fra Cannes.

Amerikansk indie nyder succes som aldrig før, og I kan derfor glæde jer til en spritny serie på festivalen. PIX og Soundvenue byder på det bedste fra de store festivaler og et væld af visuelle indtryk, rappe replikker og amerikansk low-life, når serien ‘MADE INDIE USA’ ruller over biograflærrederne:

Katie Says Goodbye

af Wayne Roberts

‘Katie Says Goodbye’ er så amerikansk som en plastikindpakket dinner langt ude i Arizona. Et sted, hvor truckere stopper op, drikker kaffe og spiser scrambled eggs, og måske får lidt ‘dessert’ af servitricen Katie i førerhuset. Katie er en blåøjet solstråle med et hjerte af guld, og alle synes at acceptere hendes nebengesjæft med stiltiende forståelse. Men da den unge pige forelsker sig i en nytilflytter, krakellerer idyllen med ørkenvindens hast og afløses af mistro, svig og overgreb – selv fra dem, der står hende nærmest. Debutanten Wayne Roberts har skabt et bittersødt, nærværende drama med hjerte, smerte og oprigtighed i hver en scene. Og med helt igennem sublimt spil fra blandt andre Mary Steenburgen, James Belushi og den nye stjerne, Olivia Cook, i titelrollen.

 

Menashe

af Joshua Z. Weinstein

‘Menashe’ er en uortodoks amerikansk indie fra et ultra-ortodoks jødisk samfund midt i Brooklyn, hvor den nyslåede enkemand Menashe må kæmpe for retten til sin søn som enlig far. Ifølge enklavens mange slangekrøllede leveregler kræves det nemlig, at børn opfostres af både en far og mor. Så Menashe, der helst vil ligge på sofaen, må mande sig op og ud på frierfødder. Noget, han hverken evner eller lyster. Bittersødt, og med masser af lun humor inviterer den debuterende instruktør Joshua Z. Weinstein os ind i en lukket verden og sender os ud med en almen, øm og human historie om en helt almindelig far, der prøver at gøre det så godt, som han kan. Det er som Dardenne-brødrene i Brooklyn, bare sjovere, og med en helt knuselskelig, dvask og uheldig Menashe Lustig, der i titelrollen til dels spiller sig selv.

 

The Dinner

af Oren Moverman

To midaldrende par mødes til drinks og middag på en fin restaurant med stofservietter og Michelinstjerne. Det er vældig civiliseret, men som retterne bæres til bordet, ryger der finker af fadet, stadigt mere rabiate hemmeligheder afsløres, og en grum og egoistisk virkelighed blottes bag de pudrede facader. Så værsgo’: sæt tænderne i ‘The Dinner’ – en lækkerbidsk satire om flosset moral, og en mørk thriller om mord, mad og curlingforældre. Formet som et løg, der skrælles i stadigt længere, afslørende flashbacks. Elegant anrettet. Og serveret med bravour af Richard Gere, Laura Linney, Steve Coogan og Rebecca Hall, der spyer om sig med velformulerede giftigheder, indtil de alle fire ligger tilbage som afpillede, nøgne rejer. Velbekomme.

Mobile Homes

af Vladimir de Fontenay

Ali og hendes røv af en kæreste lever et rendestensliv på farten, mens de sælger haner til hanekampe og småpusher lidt dårligt narko. De drømmer halvhjertet om at købe hus, men da kæresten en nat bliver busted, gemmer Ali og hendes 8-årige søn sig i et af titlens mobile huse. Næste morgen vågner de op i en ny by, med chancen for et nyt liv, selv om det er mere, end ulykkesfuglen Ali tør tro på. ‘Mobile Homes’ er instrueret af en franskmand, har den altid seværdige brite – Imogen Poots – i hovedrollen, og udspiller sig nord for den canadiske grænse. Men den emmer af amerikansk lowlife og hustlerstil i bedste forstand, og udvikler sig fra intenst drama til heftig action-thriller med en imponerende (mo)biljagt. Og så ser den brandgodt ud på et stort lærred.

Patti Cake$

af Geremy Jasper

Word up! Mød lige Patricia Dombrowski, aka Killa P, aka Patti Cake$, den sejeste wannabe rapper i New Jersey. Og den vildeste underdog. For Patti får ikke noget foræret. Som hvid overvægtig pige er det op ad bakke, hvis man vil være rapstjerne, og det mærker Patti – eller Dumbo, som haterne kalder hende, indtil hun sætter dem til vægs i de hårdeste street battles. ‘Patti Cake$’, der vakte begejstring på Sundance Film Festival i januar, er en opbyggelige og drønunderholdende historie om at tro på egne evner og kæmpe for sin drøm. Leveret med flow, masser af hiphop og med en forrygende hovedrolle i Danielle Macdonald, der i den grad bærer løjerne og aldrig misser et beat.

Bitch 

af Marianna Palka

Jill kan snart ikke mere. Den plagede husmor med fire utaknemmelige unger og en mand, der hundser hende rundt, er ved at gå op i limningen. Da sjuften oven i købet viser sig at være utro, slår det klik for Jill, der er blevet kaldt ‘bitch’ en gang for meget. Så nu bliver hun til én. En frådende tæve, der bider og gør af sin familie, som ikke kan finde på andet end at lukke mor inde i kælderen, hvor hun splitter alt ad og skider på gulvet. Marianna Palka spiller selv hovedrollen i sin provokerende film, der sætter den moderne nedsmeltende kernefamilie på spidsen med kras humor og vild hundegalskab. ‘Bitch’ er en komedie, der viser tænder og understreger, hvor galt det kan gå, når mænd som Jills (Jason Ritter) bliver ved med at te sig som en køter.

A Ghost Story

af David Lowery

En bilulykke bryder forstadsidyllen for ægteparret C og M (Casey Affleck og Rooney Mara). C dræbes i ulykken, og vågner i lighuset som et spøgelse – dækket af et hvidt lagen med to store øjenhuller. Han opsøger sin kone, der er i dyb sorg, men kan ikke vende virkelig tilbage, da han jo er død. Dage og uger går, og C har svært ved at acceptere sin forsvinden i verden, da han ser at M’s liv går videre uden ham. En meget original fortælling, der trods navnet ikke er en decideret gyser, men en film om eksistens, kærlighed og accepten af altings forgængelighed.

Sollers Point

af Matt Porterfield

Vi er vilde med Matt Porterfield her på PIX. Den stadigt unge instruktør er en eminent fortæller, der aldrig halser efter et plot, men giver sig tid til at iagttage og lytte til sine personer. ‘Sollers Point’ er hans tredje film, og atter er Baltimores forstader den ene hovedperson. Den anden er småpusheren Keith, der er ved at smide fodlænken efter et lille års husarrest hjemme hos sin far (spillet af James Belushi). Han er stålsat på at rette op og finde sig et job, men intet er foræret i et kvarter, der stadig fuld af mistro, arbejdsløshed, og gamle vaner. Slet ikke når den største fare ligger dybt inde i én selv. McCaul Lombardi fra sidste års ‘American Honey’ og dette års ‘Patti Cake$’ er fantastisk som den intense, tikkende Keith, i en film man lever og ånder med og tror på hvert sekund.

Brigsby Bear

af Dave McCary

Hvis du tror, du er verdens største serienørd, har du ikke mødt James! Han er überfan af serien Brigsby Bear, har set samtlige afsnit på VHS, og debatterer dagligt serien med fans fra hele verden. Tror han. For da James, i en alder af 25, finder ud af, at han blev kidnappet som spæd, og at den bunker, hvor han har levet i hele sit liv, blot var et skjulested, falder hans verden sammen. Helt galt går det, da han finder ud af at Brigsby Bear ikke eksisterer i den virkelige verden, men blot er skabt til ham. Men James nægter at give slip på Brigsby. Som en meta-kommentar til fanuniverset er Mark Hamill (Star Wars) forrygende castet som kidnapperfaderen, og at filmen både er skrevet og instrueret af tekstforfattere fra Saturday Night Live er tydeligt. Brigsby Bear er underfundig, charmerende og så skæv, at den kunne være lavet af Michel Gondry. Du forlader salen som Brigsby-fan.

Beach Rats

af Eliza Hittman

Smukke, veltrænede Frankie er 19 år og arbejdsløs i det sydlige Brooklyn. Når han ikke hænger ud og ryger/sniffer med sin småkriminelle bande af planløse dudebros, bruger han ellers nætterne på i hemmelighed at cruise online efter ældre bøsser, som han er begyndt at mødes og bolle med på stranden. Frankie kan ikke, eller vil ikke, se sig selv. “Synes du jeg er smuk?” spørger han sarkastisk Simone, en pige som han dater, mens hun virker ligegyldig for ham. Alligevel starter Frankie nølende et forhold med hende, da hun er en fin dækhistorie over for hans homofobiske hetero-homies. Fanget i et hjem med en døende far og en mor uden overskud og fanget i krydsfeltet mellem gutterne og undertrykt seksualitet, kommer Frankie på en (selv)forræderisk kollisionskurs, der hurtigt tager fart og kræver sit offer.

Cold November

af Karl Jacob

I Florences familie er kvinderne altid gået på jagt, og da pigen nærmer sig teenageårene, er det også blevet tid til, at hun nedlægger sit første stykke vildt. Hun har trænet og er klar, men hun kan stadig ikke slippe tankerne om sin afdøde kusine, hvis pludselige død har sat dybe spor. Sorgen hviler stadig over familien som en tung dyne – ligesom sneen, der dækker det kolde vinterlandskab. Det bliver en lang og udfordrende jagt, men da Florence pludselig finder sig selv stående ansigt til ansigt med sit bytte i den nordamerikanske vildmark, må hun træffe et afgørende valg. Den debuterende instruktør Karl Jacob præsenterer os for et lavmælt, men på samme tid bevægende og indsigtsfuldt drama om overgangsritualer, transformationen fra barn til voksen og om at leve med døden.

Billetter kan købes fra 13. september.

Vi offentliggør årets fulde program den 12. september til programlaunch i Dagmar, hvor du kan få fingrene i en dugfrisk programavis og se Danmarkspremieren på Sofia Coppolas Cannes-hypede ‘The Beguiled’. Køb billetter til programlaunch HER.