07.09.2017

PIX og Blockbuster på roadtrip i Danmark

I oktober rejser PIX og Blockbuster landet rundt med tre særlige filmoplevelser. Der er lidt for enhver smag, når den amerikanske thriller ‘Good Time’, portrætfilmen om den ikoniske kulttegner ‘Tom of Finland’, og Miyazakis anime-version af ‘Ronja Røverdatter’ ruller over lærredet i hele 21 biografer landet over.

Tre dage i oktober dropper vi vores københavnske fortegn, og breder filmoplevelserne ud til resten af Danmark. I samarbejde med streamingtjenesten Blockbuster har vi håndplukket tre stærke titler fra årets program, som ikke ellers står til at få dansk biografdistribution.

‘Good Time’

Den mest toptunede og flabet underholdende thriller i årevis med Robert Pattinson i sit livs rolle som den godhjertede bankrøver Connie, der bringer sig selv og sin mentalt handicappede bror i fedtefadet efter et mislykket kup. Mens plottet gallopperer derudaf i New Yorks kaotiske undergrund, fortsætter Safdie-brødrene med at overraske og føje nye detaljer til historien – med en rå galgenhumor, og uden på noget tidspunkt at tage brodden af spændingen!

‘Good Time’ vises den 2. oktober.

 ‘Tom of Finland’

Dette er historien om den finske homoseksuelle kulttegner Tom of Finland, som finder ventil for sine undertrykte drifter via sin erotiske fetichkunst. Før reklamemanden Touko Laaksonen bliver til den kunstner, han er kendt som i dag, må han, ligesom så mange andre i efterkrigstidens Europa, overleve homofobi og sygeliggørelse. Touko søger tilflugt i sine tegninger af veltrænede mænd i stramme jeans, og snart pirrer hans skitser også omverdenens fantasi i takt med at homoseksualitet aftabuiseres.

‘Tom of Finland’ vises den 3. oktober.

‘Ronja Røverdatter’

‘Ronja Røverdatter’ kræver ingen introduktion. Så kendt og elsket er Astrid Lindgrens bog om den eventyrlystne pige. Hayao Miyazaki (manden bag ‘Chihiro og heksene’) har længe haft et godt øje til Lindgrens universer, men efter mesterens pension har hans søn taget over og signeret en animeret serieversion af det berømte bogforlæg. Gorô Miyazaki har holdt sig tro til historien, og vi viser fire afsnit, der samlet udgør en del af Ronjas utallige eventyr – blandt andet lærer hun skoven at kende og møder drengen Birk Borkasøn ved Helvedesgabet.

‘Ronja Røverdatter’ vises d. 7. oktober.

‘Good Time’, ‘Tom of Finland’ og ‘Ronja Røverdatter’ bliver vist i følgende byer og biografer:

Aalborg: Biffen Nordkraft
Aarhus: Øst for Paradis
Assens: Assens Bio (Kun Tom of Finland)
Ballerup: Baltoppen Bio
Esbjerg: Huset
Frederikssund: Park Teatret
Frederiksværk: Kosmorama
Holte: Reprise Teatret
Humlebæk: Humle Bio
Klovborg: Klovborg Kino (Kun Ronja Røverdatter)
Kolding: Nicolai Biograf & Café
Korsør: Korsør biograf teater (Kun Ronja Røverdatter)
Næstved: Næstved Bio
Odense: Café Biografen
Ringe: Ringe Bio (Kun Tom of Finland)
Rødovre: Viften i Rødovre
Sorø: Victoria Teatret
Svaneke: Cassiopeia
Valby: Valby Kino
Værløse: Værløse Bio 1 & 2
Derudover bliver ‘Good Time’ vist i Nordisk Film Biograf Palads, ‘Tom of Finland’ i Empire Bio og ‘Ronja Røverdatter’ i CinemaxX i København.