08.09.2017

Her er årets musikprogram på CPH PIX

CPH PIX er mere end bare film.  Årets musikprogram spænder over et bredt repertoire og byder blandt andet på finsk stumfilmmusik, velkendte toner fra Stanley Kubricks ‘A Clockwork Orange’, ungarnsk kammermusik, moderne jazz samt dødsmetal.

Med international filmmusik og koncerter på tværs af alle genrer skubber vi musikken ud over scenekanten og favner både skævhed og originalitet.

 

KONCERTER

A Clockwork Orange: Stanley Kubrick in Concert

Den 24. september kan du opleve det fulde score til Kubrick-klassikeren ‘A Clockwork Orange’ live i Jazzhouse. Musikken fremføres af The Will Gregory Moog Ensemble, der tæller prominente navne fra Bristols elektroniske musikscene; bl.a. Portishead og Massive Attack.

Will Gregory kommer direkte fra verdensturné med Goldfrapp, hvor han som komponist står bag den karismatiske sangerinde Alison Goldfrapp, og John Minton fra Portishead står bag det visuelle akkompagnement til koncerten.

’A Clockwork Orange: Stanley Kubrick In Concert’ præsenteres af Kubrick Festival 2017, CPH PIX, G((o))ng Tomorrow og artFREQ. og med støtte fra Nordea-fonden.

24. september 2017 kl. 20
Jazzhouse
Køb billet (225 kr.) 
Se teaser

 

Solar Walk: Filmkoncert med multisanselig rumvandring

Big Bang møder big band! Den 3. oktober slår vi sammen med Amager Bio dørene op for en storslået koncert, der forener magisk rumvandring, moderne jazz og visuelt akkompagnement af Réka Bucsi. Den prisvindende ungarske animationsfilmskaber, Busci, samarbejder nu med Aarhus Jazz Orchestra om det nye projekt ‘Solar Walk’.

Animerede sekvenser af solsystemet og rummet forenes med den originale bigbandsymfoni, komponeret af sangerinde og sangskriver Susi Hyldgaard og den prisbelønnede komponist Niels Marthinsen.

3. oktober kl. 19.30
Amager Bio
Køb billet (160 kr.) 

 

Live: Béla Tarrs musik på Jazzhouse

Den 4. oktober inviterer vi og Jazzhouse til en særlig aften, hvor komponisten Mihály Víg opfører sin fantastisk stemningsmættede filmmusik. Med sin konsekvente og stilsikre musik har han haft afgørende betydning for det stemningsmættede univers i Béla Tarrs film, såsom ‘Werckmeister Harmonies’ og ‘Satantango’. De europæiske filmmesterværker løftes af den tætte dialog mellem Tarrs poetiske billeder og Vígs atmosfæriske musik.

Filmkoncerten akkompagneres af en særligt sammensat strygekvartet og ledsagende filmklip.

4. oktober kl. 20
Jazzhouse
Køb billet (150 kr.)

 

Illdisposed på Pumpehuset og ‘Headbang i Hovedlandet’

2017 markerer 20-året for premieren på Niels Arden Oplevs kultfilm ‘Headbang i Hovedlandet’. Det fejrer PIX og Pumpehuset den 7. oktober med visning af filmklassikeren (med introduktion) og efterfølgende special-koncert med Illdisposed.
Illdisposed var et af de mest betydningsfulde fra 90’ernes bølge af bands på den danske metalscene i ‘Headbang i Hovedlandet’. På Pumpehuset vil Illdisposed skrue tiden tilbage og opføre et helt særligt sæt. Inden koncerten skydes i gang, vises ‘Headbang i Hovedlandet’ på det store lærred med introduktion af instruktør Niels Arden Oplev (‘Mænd der hader kvinder’, ‘Drømmen’, ‘Flatliners’).

7. oktober kl. 20
Pumpehuset
Køb billet (190 kr.)

 

MUSIKEVENTS

‘QEDA’ + Rumpistol i Cinemateket

Den 4. oktober gæster Rumpistol Cinemateket til en aften med debat, filmpremiere og koncert. Max Kestners science fiction-fortælling ‘QEDA’ om et København under vand sætter sammen med Jonas Strucks lydside af filmen fokus på musikkens betydning for skabelsen af det filmiske univers. Som optrapning til dette vil der inden filmvisningen være debat med yngre, danske filmkomponister om filmmusikkens kreative processer.

På Asta Bar runder den elektroniske kunstner Rumpistol aftenen af med premieren på sit nye, naturinspirerede EP, ‘Drops’.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med Rytmisk Center.

4. oktober
Cinemateket og Asta Bar
Debat kl. 16.45
‘QEDA’ kl. 18.45  (Se trailer)
Rumpistol kl. 20.45

 

Gensyn med Gangway til Friday Late Night

Den 29. september vil CPH PIX og Cinematekets Late Night-bif grave filmmateriale frem fra arkiverne om den danske indie-popgruppe Gangway, der efter 20 år genforenes og giver koncerter i København til oktober. Det bliver en ganske særlig aften med koncertfilm, musikvideoer, ekspert-intro og DJ’s. Instruktøren bag hovedparten af Gangways videoer,  Peter Ravn, vil fortælle om sin kultfilm ‘Gangway i Tyrol’ (1987), og efter filmen vender han og musikkritiker og Gangway-kender/aftenenens ordstyrer Klaus Lynggaard plader i Asta Bar.

29. september
Cinemateket
Baren åbner 20:30
Filmen starter 21:30
Køb billet (85 kr.)   

 

Finsk stumfilm, foley og live-musik med Juho Kuosmanen

Den 28. september viser vi danmarkspremieren på finske Juho Kuosmanens stumfilm ‘The Moonshiners’ og ‘Scrap-Mattila and the Beautiful Woman’ (2012) med live-musikalsk akkompagnement af sekstetten Ykspihlajan Kino-Orchestra og foley-kunstneren Heikki Kossi.

‘The Moonshiners’ (Salaviinanpolttajat) er et remake af den første finske fiktionsfilm nogensinde, men i dag er alle kopier gået tabt. Derfor satte Juho Kuosmanen sig for at genskabe filmen, blot ud fra en 110 år gammel avisannonce, der beskriver filmens plot! Og han har naturligvis givet plottet hans eget skæve twist.

Kuosmanens tidigere stumfilm ‘Scrap-Mattila and the Beautiful Woman’ (2012) vises ligeså med livemusik, og efterfølgende vil Ykspihlajan Kino-Orchestra spille koncert med fortolkninger af klassisk filmmusik.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med RMC og G((o))ng Tomorrow.

28. september kl. 20
Akvariet, Rytmisk Musikkonservatorium (RMC)
Køb billet (90 kr.)

Det fulde program annonceres 12. september til Programlaunch i Dagmar Teatret med danmarkspremiere på Sofia Coppolas ‘The Beguiled’. Køb billetter til programlaunch her.