11.10.2017

’Monster’ vender tilbage til Skuespilhuset

Til november vender successen ’Monster’ tilbage til Skuespilhuset, når CPH PIX og Eventministeriet inviterer til ekstraforestillinger på den populære teaterforestilling. ‘Monster’ er baseret på den sande historie om Aileen Wuornos, der er bedst kendt som USA’s første kvindelige seriemorder.

Mellem 1989 og 1990 arbejdede Aileen Wuornos som prostitueret i Daytona Beach, Florida. Da en kunde en dag bliver voldelig, slår hun ham ihjel og stjæler hans bil. Dette bliver startskuddet til, at Aileen over en periode på et år slår hele syv mænd ihjel.

Forestillingen bygger på omfattende materiale om sagen bl.a. fra dokumentarfilmene ‘Life and Death of A Serial Killer’ og ‘The Selling of A Serial Killer’ – begge af Nick Broomfield samt Hollywoodfilmen ‘Monster’ af Patty Jenkins med Charlize Theron og Christina Ricci i hovedrollerne.

Du kan opleve ’Monster’ fra den 3.-5. november på Mellemgulvet i Skuespilhuset.
Læs mere og køb dine billetter her.