04.12.2017

FORPREMIERE: ‘Stalins død’

Kongen af politisk satire er tilbage med endnu et absurd påfund! Onsdag den 13. december inviterer CPH PIX i samarbejde med Grand Teatret til forpremiere på Armando Iannuccis stjernespækkede ‘Stalins død’, der udspiller sig omkring despotens sidste tæppefald i 1953. Filmen introduceres af Lasse Rimmer og efter visningen byder vi på kolde øl i gaden.

Skotske Armando Iannucci er garant for iskold og vanvittig morsom hudfletning af de politiske systemer – både på film og i serier. Sidst vi oplevede ham i biografen gjaldt det hans Oscarnominerede ‘In the Loop’ (2009), der blev anmeldt som “elitegymnastik for lattermusklerne”. Det samme kan man roligt sige om ‘Stalins død’, der udspiller sig omkring despotens sidste tæppefald i 1953 og ikke mindst stiller skarpt på de politiske rænkespil i kulisserne. For alle vil have en bid af magtkagen, men ingen aner, hvad de skal gøre med den. 

Jeffrey Tambor (Arrested Development, Transparent), Michael Palin (Monty Python) og Steve Buscemi (Reservoir Dogs) er blot nogle af de stærke navne og komiske genier, der befolker rollelisten i en hysterisk morsom film, der ikke uden grund har trukket sammenligninger til Kubricks mindst lige så vanvittige ’Dr. Strangelove’.

Filmen introduceres af Lasse Rimmer og efter visningen byder vi på kolde øl i gaden! Så kom – det bliver tæske sjovt! 

Grand Teatret
Onsdag 13. december kl. 19.00
Billetter (90,-) købes HER