03.01.2018

Månedens Film i januar: ‘Western’

Heste og cowboys er skiftet ud med gravemaskiner og byggearbejdere i Valeska Grisebachs realistiske ‘Western’, men tonen er ikke mindre rå i denne fortælling om kulturmøder, når tyskerne indtager Bulgarien. Oplev en af sidste års PIX-darlings ‘Western’, når vi viser den som Månedens Film i januar i samarbejde med Cinemateket.

Testosteron  – og et tysk flag plantet midt i den bulgarske natur. Det må gå galt, men Valeska Grisebachs sanselige præriedrama drejer elegant spændingen indad. I ’Western’ er vi i en bulgarsk floddal, hvor et tysk byggesjak kommer buldrende med maskiner og macho-attitude. De provokerer de lokale mænd og chikanerer kvinderne, så spændingen dirrer i det fremmede landskab. Kun én i gruppen, den midaldrende Meinhard med en broget fortid, sanser de lokale beboeres ønsker og behov, hvilket bringer ham på kant med kollegerne. 

’Min far Toni Erdmann’-instruktøren Maren Ade er producer – og der er bestemt lighedspunkter mellem sidste års overraskende filmhit og Valeska Grisebachs finurlige, imponerende og stille ’Western’. Akkurat som Maren Ade har Grisebach et vidunderligt blik for de pinlige tavsheder, magtspillet mellem mennesker og tilnærmelsens klodsede tango. ’Western’ er en ikke sukkeroverstrøet tysk godbid, og vi tør godt, at kalde den årets ‘Toni Erdmann’.

Cinemateket
Vises fra den 18. – 28. januar
Billetter (80 kr,-) købes HER

Filmen vises med danske undertekster.